Jeg stoppede efter 22 år som museumschef den 1. januar 2023 – 65 år gammel – for at overlade tøjlerne og ikke mindst ansvaret til yngre kræfter, og mens jeg stadig havde energi til at etablere et godt seniorliv. Foreløbig er jeg inden for det første seniorår blevet færdig med manuskriptet til en bog om ØK i Siam, og jeg har redigeret en bog om de sydfynske mejeriers historier. Jeg har afholdt et par guidede ture på Syd- og Midtfyn og holdt en del foredrag. Og så jeg blevet bestyrelsesmedlem i Halbergs Familiefond, hvor jeg udnytter min erfaring ved uddelingen af 5-7 millioner om året til kulturelle og almennyttige formål på Sydfyn. 

Mere om Esben …

Det var helt tilfældigt, at jeg blev historiker og museumsmand. Jeg voksede op på en gård i Vestjylland med fodbold om sommeren, gymnastik om vinteren og rigeligt med børnearbejde hele året. Efter et ophold på Ollerup Gymnastikhøjskole i foråret 1977 og optagelse på skolens elitehold var der kun gymnastikken, der stod i hovedet på mig. Derfor søgte jeg ind på ”Legemsøvelser” på Odense Universitet for måske en gang at komme til at leve af det. Jeg passede sortbrogede køer på hjemegnen i sommeren 1977, da universitet til min overraskelse meddelte, at jeg var blevet optaget på ”historie”. Pga. adgangsbegrænsningen på idrætsstudiet skulle man angive et sekundært valg i ansøgningen, men at jeg da havde skrevet ”historie”, havde jeg glemt alt om. Jeg ville bare lave strakte saltoer med skrue og danse tæt med gymnastikpigerne.

 

Jeg blev nu hurtigt begejstret for historiefaget, og mens jeg læste, rejste jeg rundt i verden med gymnastik og havde en masse godt studenterarbejde på Landsarkivet og universitet. I 1979 fik jeg min første museumsansættelse; jeg skulle i nogle måneder køre rundt på Fyn og registrere gamle industribygninger. Så var det sjovere, da jeg i 1982 blev tilknyttet Den fynske Landsby. Der var ansat en masse andre studentermedarbejdere, og lederen gjorde flittigt brug af både min historiefaglige viden og min praktiske landbrugserfaring. Specialet om dansk agerbrug mellem landboreformer og andelstid blev afsluttet i 1984. Da havde jeg fået de to første børn og et gammelt hus i Odense, og der blev ikke tid til hverken bifag eller så meget gymnastik.

Efter overstået pædagogikum i efteråret 1984 blev jeg museumsinspektør i Landbygningsmuseet Den fynske Landsby. Museet var en ret autonom afdeling under Odense Bys Museer og havde i de år 130.000-155.000 besøgende om året. Vi havde ambitionen om at skabe en autentisk oplevelse af en fynsk landsby fra H.C. Andersens tid med bygninger, haver, diger, hegn, veje, marker, husdyr og møddinger. Det er hunde-hamrende svært, men lykkedes ret godt takket være et tæt samarbejde med de håndværkere, landmænd mv., der skulle få tingene op at stå i en publikumssammenhæng uanset vejret.

 

Esben som magasin-nisse. Video fra 2017 produceret af Bandit Productions.

Fra 1993 til 1995 var der 2½ års intermezzo i ansættelsen hos Odense Bys Museer i form af et stipendium på Humanistisk Forskningscenter ”Menneske og Natur” på Hollufgård. Jeg arbejdede med projektet ”Mennesker holder dyr. Røgt og etik i dansk landbrug 1780-1990”. Opholdet resulterede i en række artikler og en større rapport, men først og fremmest blev jeg gennem samværet og samarbejdet med 10-15 andre forskere fra hele viften af humanistiske fag opgraderet som forsker. Det, jeg lærte i de år, har jeg haft utrolig stor gavn af siden.

I 1998 opsagde jeg mit job ved Odense Bys Museer, og de følgende 2½ år var jeg selvstændig kulturhistorisk konsulent, samtidig med at jeg var ekstern lektor på Center for Kulturformidling, SDU. Som konsulent arbejdede jeg med museumsudvikling, bl.a. af Frilandsmuseet ved Brede, med kulturhistoriske udredninger eller små forskningsopgaver i forbindelse med historiske film samt bevaring af bygninger og gamle danske husdyrracer. Det var en hård tid – arbejdsmæssigt, fordi man hele tiden skulle opdyrke næste projekt, mens man var midt i den aktuelle opgave, og privat, fordi jeg blev skilt i 1998 efter 22 år og med fire børn mellem 10 og 16.

I år 2000 blev jeg gift med min nuværende kone, Annette, og vi skabte – synes vi selv – et lille paradis på et husmandssted vest for Ringe med en masse dyr og 6 sammenbragte børn. Samme år søgte jeg jobbet som museumschef på Svendborg Museum, velvidende at jeg hverken havde ledererfaring eller særlig viden om museets specialer: søfart, socialhistorie og arkæologi. Jeg kløede på, og samtidig med ledergerningen arbejdede jeg med faglige opgaver: bevaring af kulturarven både på museets magasiner og i det sydfynske landskab, redaktion af bøger og en masse formidling i form af udstillinger, foredrag og guidede ture. Det gik alt i alt meget godt – særligt efter at jeg fik taget en lederuddannelse. Svendborg Museum, incl. Danmarks Forsorgsmuseum, er med årene blevet én af Danmarks bedste museer, synes jeg, og i hvert fald med nogle af Danmarks bedste museumsfolk. De er nyskabende, produktive og deres arbejde anerkendes på både lokalt og nationalt niveau. Jeg har været utrolig stolt over at kunne overlade et så stærkt museumshold til min efterfølger.